Dissociation

Opleves som et ophold eller mangel på sammenhæng mellem erindringer, omverden, identitet og tilknyttede handlinger. Personer, der dissocierer undgår virkeligheden med adfærd, der er ufrivilligt, usundt og medfører problemer med at fungere i hverdagen. Dissociation starter ofte som en reaktion på traumer og hjælper med at holde svære oplevelser på afstand. Dissociation, afhænger delvist af den type, der er til stede, og spænder fra hukommelsestab til alternative identiteter. Perioder med  forhøjet stress niveau kan midlertidigt forstærke symptomerne, og gøre dem mere signifikante.

At lære at håndterer dissociativt adfærd omfatter psykoterapi og i tunge tilfælde støttes der op med medicin. Processen med at lære at behandle sit dissociativt adfærd kan være omfattende, men mange mennesker opnår nye måder at klare sig på og kan efterfølgende føre en sund og produktiv tilværelse.

Hvordan man oplever dissociation afhænger af typen, og kan være:

  • Uforklarlig glemsomhed af bestemte tidsperioder, begivenheder og personer.
  • En oplevelse af at være adskilt fra dig selv og dine følelser, – som at iagttage sig selv udefra.
  • En fornemmelse af mennesker og ting omkring dig er forvrænget og uvirkeligt.
  • En gennemsigtig og sårbar identitetsfølelse.
  • Uforklarligt stress eller problemer i dine relationer, på arbejde eller når du skal træffe vigtige beslutninger.
  • Utilstrækkelige kompetencer til at klare følelsesmæssig eller professionel stress godt.
  • Psykiske problemer: eksempelvis depression, angst og selvmordstanker og -adfærd.
  • Indikatorer.

Hukommelsestab:

Der er alvorligere end almindelig glemsomhed, og som ikke kan forklares med andre sygdomstilstande. Man kan ikke huske information om sig selv eller hændelser og mennesker i dit liv, især fra en traumatisk tid. Tab af hukommelse kan være knyttet til en specifik hændelse. Dette kan nogle gange involvere ”tankerejser” eller forvirret ”vandring” væk fra din livssituation. En episode med hukommelsestab opstår uden varsel og kan vare minutter eller timer, men sjældent måneder eller år.

Identitetsforstyrrelse:

Førhen kaldet ”Multipel personlighedsforstyrrelse”, som er karakteriseret ved at “skifte” til alternative identiteter. Man føler tilstedeværelsen af ​​to eller flere mennesker, der taler eller bor inde i ens hoved, og kan føle, at man er invaderet af andre identiteter. Hver identitet kan have en særlig personlig historie og fremtoning.

Depersonalisering:

Her forekommer en vedvarende eller lejlighedsvis oplevelse at være ”trådt” ud af sig selv – man iagttager sine handlinger, følelser, tanker og personlighed på afstand, ligesom når man ser en film. Personer og ting kan opleves løsrevne, slørede eller drømmeagtige, og den verden man iagttager kan  tidsopfattelsen blive langsommere eller fremskyndet. Depersonalisering opleves dybt foruroligende, men vare ofte kun nogle få øjeblikke og kan komme og gå over flere år.

Hvordan starter det:

Dissociation er en tillært måde at håndtere traumatiske hændelser på. Symptomer forekommer oftest hos børn, der er udsat for langvarige fysiske og følelsesmæssige overgreb, eller når familie- og hjemmemiljøet er skræmmende eller meget uforudsigeligt. Massive tab eller stress fra krig, naturkatastrofer kan også forårsage dissociativt adfærd.

Hvor kan det gøre nytte:

Individets identitet udvikles i barndommen. Et barn er mere i stand til end en voksen at træde ud af sig selv og observere traumer, som om det sker for en anden person. Barnet, der under opvæksten lærer at dissociere for at udholde traumatiske oplevelser, kan som voksen bruge denne mestringsmekanisme til at komme gennem stressende situationer hele livet. Forudsætningen herfor er at personen opnår bevidsthed om hvordan der kan veksles tvangfrit mellem sig selv og den dissocierede identitet.

Michael Hvalsøe-Simonsen, Psykoterapeut,MPF