Misbrug i familien
Den afhængige
Vi karakteriserer generelt den afhængige som omdrejningspunktet inden for det større spektrum af
dysfunktionelle familieroller. Efterhånden som de glider længere ud i deres sygdom og fortaber sig i
misbrug, ændrer familiens måde at være sammen på kurs. Familiemedlemmer ændrer deres adfærd, hvad
enten det er frivilligt eller ufrivilligt, for at imødekomme den afhængiges livsstil. For nogle betyder det
involvering. Et familiemedlem kan finde sig selv i at lyve for familie og venner eller tilsidesætte sig selv for
at redde deres elskede ud af et problem. Andre familiemedlemmer reagerer hårdere og afskærer nogle
gange endda al kontakt med den afhængige. I begge tilfælde påvirker dette hele familiedynamikken.
Naturligvis står den afhængige over for de mest åbenlyse udfordringer ved at stoppe misbruget.
Man kunne måske endda sige, at de drager fordel af eksistensen af så klar en rolle. Ofte behøver de ikke
den store selvreflektering, for at nå frem til at deres adfærd skal ændres.
Den Afhængige vil stadigvæk være nødt til at arbejde med usunde adfærdsmønstre, hvis de ønsker at opnå
en fuld helbredelse. Ved en misbrugsbehandlings start, vil disse problematiske forhold ved denne særlige
dysfunktion imidlertid fremstå langt mere synligt end dem, der stammer fra andre dysfunktionelle
familieroller.
Relateret familie – person – roller omkring en misbruger
Hjælperen
Her kan vi identificere mindst en primær lighed mellem hjælperen og misbrugeren: Størstedelen af deres
hverdag ser, på den ene eller anden måde, ud til at have fokus på stoffer/alkohol.
Almindeligt adfærd hos hjælperen kan omfatte ”feberredninger” ved den afhængiges selvforskyldte
problemer, undskyldninger for pinligt adfærd eller support af grundlæggende behov, når misbruget
forhindrer den afhængige i at gøre det selv. Hjælperen er generelt og ubevidst blevet medafhængig,
hvilket påvirker deres forhold til resten af medlemmerne af husstanden. De faciliterer ofte – og opmuntrer
nogle gange, hvad enten det er målrettet eller ej – alle dysfunktionelle familieroller. Overeksponerer
anerkendelse af Helten, støtter Problembarnets adfærd, eller lader sig forfører af Mastermind
manipulation osv.
Vi tænker normalt, at Hjælperen er en ægtefælle eller forælder. I nogle tilfælde kan den kemiske
afhængighed af en voksen i familien dog nødvendiggøre, at et af børnene træder til for at udfylde denne
rolle. I sådanne tilfælde kan Hjælperen tilpasse sig rollerne, som både Helt og Fortabt barn.
De arbejder for at holde familien sammen, men vokser op med en følelse af, at de aldrig kom til at opleve
en ægte barndom. Dette kan føre til følelser af bitterhed og vrede. Frygt og utilstrækkelighed har også en
tendens til at karakterisere Hjælperen, især dem, der bebrejder sig selv for den afhængiges lidelse.
Problembarnet
Det er ikke så ofte at Problembarnet er på listen over dysfunktionelle familieroller, da de vedrører
afhængighed. Måske kan en forklaring på dette være antagelsen om, at problembarnet og den afhængige
normalt er en og samme. Faktisk påvirker et særligt oprørsk barn undertiden hele familiedynamikken,
hvilket får resten af husstanden til at reagere ved at udfylde resten af kategorierne. Og som man må
formode, omfatter dette oprør ofte brug af stoffer og alkohol.
Problembarnet kan dog også opstå som reaktion på dysfunktionen forårsaget af en afhængig. Nogle gange
bliver et fortabt barn træt af at føle sig forsømt og beslutter at handle ud.
I nogle tilfælde fungerer problembarnet som en utilsigtet Hjælper, der gør det muligt for den afhængige at
nedtone sit misbrug, ved at aflede opmærksomheden på deres egen dårlige opførsel. Lejlighedsvis, men
ikke nødvendigvis i de fleste tilfælde, kan denne omdirigering endda fungere som problembarnets primære
hensigt. Sidstnævnte tilfælde præsenterer os for et sjældent eksempel på en tid, hvor problembarnet også
vil spille rollen som helt, afhængigt af hvilket familiemedlems synspunkt vi anvender på deres adfærd.
De fleste eksperter i afhængighed og familiedysfunktion anvender denne beskrivelse på Syndebukken.
Dette ville få vores inddragelse af problembarnet til at virke overflødig. Men som du vil se nedenfor, kan vi
gøre mindst en vigtig skelnen mellem disse to tilsyneladende identiske dysfunktionelle familieroller.
Syndebukken
Mange definerer Syndebukken på samme måde, som vi definerede Problembarnet ovenfor, især med
hensyn til dem, der trækker opmærksomheden væk fra den afhængiges adfærd. De karakteriserer dette
som et forsøg på at beskytte deres afhængige familiemedlem, muligvis ud af føle af skyld eller skam.
Syndebukken gør ofte ikke noget, for at gøre sig fortjent til deres rolle i familiens dysfunktion.
I denne overtagelse af dysfunktionelle familieroller påtager Syndebukken sig malplaceret skyld for andres
adfærd i familien. I stedet for et Problembarn, der afleder opmærksomheden, betegner denne definition
Syndebukken som et individ, der generelt udviser relativ stabilitet og følelsesmæssig sundhed
sammenlignet med resten af husstanden. Ikke desto mindre kan de få skylden for den afhængiges adfærd,
endda hvis de kun er perifert forbundet med dem. "Hvordan kunne du tillade, at dette skete?" "Hvorfor
sagde du ikke noget før?" I nogle tilfælde kan de endda få skylden for begivenheder, hvor de ikke deltog
med nogen handling eller blot agerede passivet, eller faktisk ikke engang vidste hvad det handlede om,
førend de blev ufrivilligt inddraget.
Syndebukken vil nogle gange begynde at tro på andres opfattelse af dem. Den skyld, som de uretfærdigt er
blevet udsat for, vil karakterisere fremtidige forhold ved at forårsage hyppige følelser af mindreværd og
selvhad. I modsætning hertil kan nogle Syndebukke, der anerkender deres uretfærdige behandling, kæmpe
med tillidsproblemer. Og på grund af kompleksiteten af menneskelig adfærd vil nogle Syndebukke
lejlighedsvis finde sig splittet mellem begge ekstremer.
Mastermind
Ligesom Problembarnet kan Mastermind være svær at få øje på i de fleste afhængighedscentrerede
sammenbrud af dysfunktionelle familieroller. Dette skyldes at den Afhængige delvist selv kan udfylder
denne rolle. Vi forbinder Mastermind med manipulation og opportunisme, træk, der undertiden anvendes
af den Afhængige til at skjule eller lette deres fortsatte misbrug. Fra Hjælperens synspunkt og lejlighedsvis
Syndebukken udfylder den afhængige ofte denne rolle.
Mastermind indtager dog nogle gange et meget mere komplekst felt inden for den overordnede
familiedynamik. Nogle Masterminds sætter facaden af andre dysfunktionelle familieroller på efter behag,
afhængigt af de mål, de søger at opnå. Normalt kopierer Mastermind simpelthen den adfærd, som resten
af familien udviser, og bruger dem til deres fordel. De kan bruge omdirigeringerne af Problembarnet eller
Syndebukken til at engagere sig i deres egen dårlige opførsel. Eller de kan drage fordel af Hjælperens
aktiverende natur til at få opfyldt ønsker, der ellers ville være dem nægtet.
Vi bør præcisere, at mens ovenstående beskrivelse fremstiller Mastermind næsten som en skurk, handler
de ikke nødvendigvis med forbryderisk hensigt. Nogle gange, i kølvandet på det kaos, der er forårsaget af
konkurrerende dysfunktionelle familieroller, kan opportunisme virke som den eneste måde at
imødekomme deres behov på.
Tag for eksempel et barn, der yder følelsesmæssig støtte til en Hjælper; for at modtage kærlighed til
gengæld. Denne handling passer til Mastermind-rollen, da deres hensigt drejer sig om deres eget
følelsesmæssige velbefindende snarere end Hjælperen. Men selvom det måske er opportunistisk, er
adfærden stadig ret forståelig. Alle dysfunktionelle familieroller, når de nedbrydes til deres kerne, er blot
forskellige måder at søge validering eller opmærksomhed på. Behovet i sig selv er ikke symptomatisk for
dysfunktion, men snarere en grundlæggende del af den menneskelige natur. Det er kun den adfærd, der
bruges til at opfylde dette behov, som vi kan kalde dysfunktionel.
Helten
Hjælperen kan komme med undskyldninger for den afhængige, men helten er i sidste ende den, der gør det
bedste stykke arbejde med at bringe respekt til familien. Helte arbejder hårdt for at demonstrere ansvar og
søger præstation i enhver mulig form. Yngre Helte vil ofte finde mange fritidsaktiviteter i skolen, mens de
arbejder i deres fritid. Familien ser måske sjældent Helten på grund af den store mængde tid, de bruger på
at forøge deres liste af præstationer.
På trods af ydre succesfuld fremtræden, lider Helten under lige så megen intern smerte som nogen af de
andre dysfunktionelle familieroller. På grund af deres hårdtarbejdende livsstil og ekstreme perfektionisme
lider Heltene under et højere niveau af stress. Den konstante kamp for præstation, drevet af at adskille sig
fra familiens dysfunktion, bliver i det væsentlige sin egen afhængighed. Ligesom Hjælperen udvikler Helten
ofte store kontrolproblemer. De søger validering ved at forsøge at kontrollere verden omkring dem. Til en
vis grad kan de lykkes med dette. Men da hver præstation ikke giver sand indre fred, reagerer de ved at
arbejde endnu hårdere. Til sidst kan Helten påtage sig for meget eller sprede sig for meget ud. Dette fører
til ekstreme følelser af skyld og skam, når helten påtager sig en opgave, de ikke magter, og må se en fiasko i
øjnene.
Forholdet mellem Helten og andre familiemedlemmer bliver undertiden ustabilt. Helten kan ærgre sig over
det afhængige eller problembarnet og bebrejde dem for familiens kampe. De kan endda bebrejde
Hjælperen for at lade dette ske.
I mange tilfælde føler Helten sig fastlåst i deres livsstil, simpelthen fordi ingen andre træder op til pladen.
De kan føle, at familiens byrder hviler på deres skuldre. Efterladt uforløst, kan disse forstørrede følelser af
selvvigtighed føre til et vanskeligt liv med konstant overarbejde.
Maskotten
Alle de dysfunktionelle familieroller har én ting til fælles – uanset deres syn på situationen tager de som
regel den Afhængiges afhængighed alvorligt. Det samme kan siges om Maskotten; du ville dog ikke
nødvendigvis vide det ved første øjekast.
Maskotten leverer ofte vittigheder, eller finder andre charmerende måder at underholde på. De gør det i et
forsøg på at lindre familiens stress, selvom det nogle gange kan give bagslag. Særligt ufølsomme, grove
vittigheder eller umodne narrestreger vil nogle gange teste andres tålmodighed. Når deres vittigheder
bliver dårligt modtaget, øger dette ofte kun deres frygt, og får dem til at fordoble med mere humor. Ved
sådanne lejligheder kan maskotten kortvarigt bytte roller og blive syndebuk. Til sidst, når tingene falder til
ro, vender de tilbage til deres rolle som familiens klovn.
Ligesom Helten maskerer Maskottens facade dybtliggende usikkerheder. De bruger deres sans for humor
som en forsvarsmekanisme til at udskyde og håndtere smerte, frygt eller enhver anden form for
følelsesmæssigt ubehag, der kan give dem problemer. Som følge heraf forbliver disse følelser ubearbejdede
og uforløste. Mascoten befinder sig i en tilstand af låst følelsesmæssig udvikling, ude af stand til at klare sig
ordentligt med negative følelser. Deres sans for humor bliver deres mest definerende egenskab, og de
frygter, at denne evne kan tørre ud , og få dem til at opgive. Og så selvom deres narrestreger kan give dem
en vis popularitet (både inden for og uden for familien), føles denne popularitet uautentisk . Maskotten
bliver isoleret i et hav af mennesker, der nyder deres selskab, men bliver alligevel ikke rigtig anerkendt som
andet end en omvandrende humørfabrik.
Det Tabte Barn
Hver af de ovennævnte dysfunktionelle familieroller manifesterer sig gennem handling. Det Tabte Barn
skiller sig ud, idet vi primært karakteriserer denne rolle ved passivitet. De, der passer ind i denne rolle,
prøver hårdt på ikke at rokke båden. De nævner måske aldrig den Afhængiges adfærd, måske undgå de helt
familiediskussioner om det. Indadvendt og ubemærket kan det forsvundne barn tage denne rolle efter eget
valg. Mange gange er Det Tabte Barn imidlertid, som deres titel antyder – en person, hvis behov simpelthen
blev overset, fortabt i familiedramaets måde at håndtere kaos på.
Da vi karakteriserer Det Tabte Barn ved deres forsømte behov, kan de let passe ind i mange af de andre
dysfunktionelle familieroller. Et Tabt Barn, der bliver træt og vred over deres rolle, kan bære masken af
Problembarn i en dag, simpelthen for at tage rampelyset i en kort periode. Helten kan identificere sig som
Det Tabte Barn, hvis de føler, at resten af familien ikke anerkender deres præstationer. Nogle gange spiller
Det Tabte Barn rollen som Syndebuk og forsvinder fra familiens radar, indtil de bliver viklet ind i en ny
familiestrid mod deres vilje. Normalt holder Det Tabte Barn sig dog simpelthen af vejen. I en dysfunktionel
husstand føler Det Tabte Barn det mere sikkert at forblive hverken set eller hørt.
Selv når Det Tabte Barn påtager sig deres rolle efter eget valg, kan de stadig ærgre sig over familien for
deres forsømmelse. Fortabte børn vokser ofte op og føler sig udstødt, ensomme og utilstrækkelige. De
antager, at deres forsømmelse må skyldes en slags personlig fiasko. At der må være noget galt med dem,
ellers ville de modtage den kærlighed, de fortjener. Denne mangel på selvværd kan føre til farlig adfærd
senere, såsom selvskade eller en tendens til at blive involveret i voldelige forhold.